VEDTÆGTER FOR BÅRING LEGEPLADSFORENING
Se vedtægterne her (pdf-format)
§ 1 – Navn
Båring Legepladsforening
§ 2 - Formål
Legepladsforeningens formål er at vedligeholde
og udbygge legeplads- og fællesområdet mellem Læsøvej
og Bågøvej i Båring til glæde for byens borgere.
(Matr. nr. 112, Båring by, Asperup)
Foreningen har således flg. opgaver:
· Årligt at skabe en til to aktiviteter/begivenheder på arealet
som kan være med til at styrke sammenholdet og netværksdannelsen
mellem børn, unge og voksne i Båring/Asperup.
· Løbende at forsøge at skaffe midler således at
legepladsen kan udvides og fællesområdet kan udvikles, for dermed
til stadighed at fremtræde som et attraktivt samlingspunkt, til glæde
for både børn, unge og voksne i området.
· Oprette og vedligeholde en hjemmeside der informerer om legepladsen
og aktiviteter på denne.
· Sørge for at der til stadighed er tegnet passende erhvervs-
og produktansvarsforsikring for legepladsen.
· Føre fornødent tilsyn med at legepladsen og området
omkring denne er i forsvarlig stand.
§ 3 - Medlemskreds
Som medlem optages enhver, som har lyst og vilje
til at støtte arbejdet for foreningens formål.
Indmeldelse sker ved henvendelse til foreningen. Medlemskab er gyldigt når
det fastsatte kontingent er betalt.
Udmeldelse kan ske ved henvendelse til foreningen, dog først med virkning
fra udgangen af det pågældende regnskabsår.
Medlemmerne betaler et kontingent fastsat af bestyrelsen.
Kontingent betales en gang årligt og dækker det regnskabsår
hvori det er indbetalt.
§ 4 – Generalforsamling
Foreningens øverste myndighed er generalforsamlingen,
som afholdes hvert år inden udgangen af april måned.
Generalforsamlingen indkaldes med mindst 8 dages varsel gennem den lokale presse
og legepladsforeningens hjemmeside, samt ved opslag på informationstavler
i Båring/Asperup.
Dagsordenen for generalforsamlingen skal indeholde
flg. punkter:
1. Valg af dirigent
2. Valg af referent
3. Beretning
4. Regnskab
5. Valg af 3 medlemmer til bestyrelsen samt 1 suppleant
6. Valg af 1 revisor + 1 revisorsuppleant
7. Indkomne forslag
8. Eventuelt
Medlemmer til bestyrelsen indstilles til valg på
generalforsamlingen.
Ved evt. kampvalg foregår stemmeafgivningen skriftligt.
Ethvert medlem, som ikke er i kontingentrestance, har stemmeret på generalforsamlingen
og kan afgive højst 1 stemme. Der kan højst afgives 2 stemmer
pr. husstand.
Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.
I tilfælde af stemmelighed mellem 2 eller flere kandidater til bestyrelsen,
afgøres placeringen ved simpel lodtrækning.
§ 5 – Bestyrelsen
Bestyrelsen består af 6 medlemmer og 1 suppleant.
Der afholdes valg til bestyrelsen hvert år i forbindelse med foreningens
generalforsamling. 3 medlemmer er på valg hvert år.
Valgperioden er 2 år.
Valgbar er ethvert medlem af legepladsforeningen, som på opstillingsdagen
er fyldt 16 år.
Bestyrelsen konstituerer sig ved førstkommende møde efter generalforsamlingen
med formand, næstformand, sekretær og kasserer.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig når mindst 4 medlemmer er til stede.
Et medlem, som ser sig forhindret i at deltage aktivt
i bestyrelsens arbejde kan søge om udtrædelse af bestyrelsen. Evt.
udtrædelse bevilges af bestyrelsen.
Bestyrelsen kan fortsætte sit virke med minimum 4 medlemmer.
Bestyrelsen kan nedsætte underudvalg og arbejdsgrupper til varetagelse af afgrænsede opgaver. Mindst et bestyrelsesmedlem skal dog altid sidde i et sådant underudvalg/arbejdsgruppe.
§ 6 - Tegningsregler og hæftelse
Foreningen tegnes udadtil af formanden.
Ved optagelse af lån/pantsætninger af foreningens aktiver tegnes
foreningen af den samlede bestyrelse.
Der påhviler ikke foreningens medlemmer nogen personlig hæftelse
for de forpligtigelser der påhviler foreningen.
§ 7 – Regnskab
Regnskabsåret følger kalenderåret.
Første regnskabsår starter 20/4 2010 og løber til 31/12
2010.
Foreningens regnskab udarbejdes af kassereren der tillige fører foreningens
medlemsregister.
Regnskabet revideres af den på generalforsamlingen valgte revisor og forelægges
på generalforsamlingen af kassereren.
§ 8 - Vedtægtsændringer og opløsning af foreningen
Vedtægtsændringer kan kun ske i forbindelse
med generalforsamlingen.
Forslag til vedtægtsændringer skal være formanden i hænde
senest 14 dage før generalforsamlingen og offentliggøres samtidig
med indkaldelsen til generalforsamlingen.
Foreningen kan kun opløses, når mindst
2/3 af de fremmødte stemmeberettigede medlemmer af foreningen på
2 på hinanden følgende ekstraordinære generalforsamlinger,
med mindst 14 dages mellemrum, stemmer herfor.
Generalforsamlingen beslutter samtidig hvorledes eventuelle aktiver anvendes
efter opløsning af foreningen.
Likvide midler skal tilfalde et, af bestyrelsen valgt, almennyttigt eller kulturelt
formål.
Likvide midler og andre aktiver kan ikke udloddes til bestyrelsens medlemmer
eller til de lokale beboere.
Vedtægterne godkendt d. 20/4 2010.